Dato: 29. maj 2020Ny brancheplatform skal være brugernes, forfatternes og forlagenes foretrukne streamingtjeneste
Det digitale bogmarked er i voldsom vækst og udgør en stadigt stigende del af det samlede bogmarked. Udviklingen drives primært af lydbøger, og partnerne bag Chapter vil med et dansk, publicistisk afsæt være med til at præge denne udvikling, som i Danmark ellers er kontrolleret af internationale aktører.
Chapter vil have konkurrencedygtige afregninger til forlag og forfattere, og der vil være fuld gennemsigtighed omkring de modeller, der anvendes. Alle forlag inviteres til at lægge deres indhold på brancheplatformen, og Chapter vil samarbejde med forlagene om at dele viden og indsigter om abonnenternes lytte- og læseadfærd.
Gyldendals adm. direktør Morten Hesseldahl siger:
»Jeg er sikker på, at en tjeneste udviklet af flere forlag vil være en samlet gevinst for dansk litteratur. Bogpublikummet vil møde et bogunivers drevet af kærlighed til litteraturen. Forfattere og forlagene får samtidig en stærk samarbejdspartner med fokus på at skabe en bæredygtig økonomi på det digitale bogmarked, hvilket er en forudsætning for, at vi kan fortsætte med at skabe de bedste fortællinger sammen.«
Mette Jokumsen, adm. direktør for Gads Forlag, siger:
»Forlagene får med Chapter en unik mulighed for at komme endnu tættere på deres lyttende læsere, og sammen med deres forfattere kan de skabe universer og fællesskaber omkring litteraturen. Chapter bliver også interessant for mange nye litteratur-lyttere, fordi tjenesten seriøst vil præsentere og kuratere andre genrer end de gængse, der lyttes til.«
Malene Schioldan, adm. direktør i Modtryk, siger:
»Læserne bliver ved med at efterspørge nye måder at tilgå fortællinger på, og den positive udvikling vil vi som forlag gerne bidrage til. Chapter bliver en velfungerende salgskanal, men også og ikke mindst et inspirerende samlingssted for læsere af alle slags. Jeg glæder mig særligt til, at vi med Chapter tilbyder børnefamilierne en ny streamingtjeneste, der kan være med til at øge børnenes og de unges læselyst.«
I løbet af de næste par uger vil folkene bag Chapter præsentere flere af tankerne bag det nye lytte- og læseunivers, og efter planen vil man allerede i løbet af andet halvår 2020 kunne tegne abonnement på Chapter. Tjenesten bygger på en velafprøvet e- og lydbogsplatform fra selskabet BEAT Technology, der er leverandør til bl.a. den norske tjeneste Fabel, der er den mest succesfulde forlagsejede streamingtjeneste i Norge.
Bag den nye streamingtjeneste står et nyt selskab stiftet af Gyldendal, Gads Forlag og Modtryk, hvor Gyldendal er majoritetsaktionær.